Bæredygtigt forbrug på ferien

Publiceret 29-05-2017
Ferie og fritid Artikel

Lad ikke de gode vaner blive hjemme, når du tager på ferie – husk at du let kan begrænse din miljøpåvirkning, når du er væk hjemmefra.

Begræns affaldsmængderne

I nogle lande er affaldshåndtering og -behandling ikke velfungerende. Affald ender fx i naturen. Begræns derfor din affaldsmængde ved at bruge indkøbsnet, genopfyldelige vandflasker mv. og aflever dit affald korrekt.

Spar på vandet, når du bader, vasker tøj mv.

Mange steder er vand en begrænset ressource. Så spar på vandet ligesom derhjemme og overvej behovet for dagligt at få udskiftet håndklæder på dit hotel - mange hoteller har i dag et system, du kan følge, så håndklæderne ikke smides til vask hver dag.

Spar på energien, selvom du ikke betaler for den

I modsætning til derhjemme betaler du ofte ikke for dit forbrug af energi, vand og varme, når du er på ferie. Husk alligevel at begrænse forbruget, når du kan. Sluk lyset på hotelværelset, skru ned for varmen, når du lufter ud, og undgå at tage unødigt lange bade.