Bo grønt og godt på ferien

Publiceret 29-05-2017
Ferie og fritid Artikel

Få nogle simple råd til når du vælger overnatning til ferien og bo både godt og grønt.

Vælg et miljømærket overnatningssted

Både hoteller, campingpladser og tilsvarende kan opnå miljømærkerne Blomsten, Svanemærket og GreenKey. De miljømærkede overnatningssteder lever op til en række miljøkrav om energieffektivitet, affaldssortering, vandbesparelser, rengøringsartikler, og hvilken mad der bliver serveret. Så overvej at vælge et miljømærket overnatningssted hvis muligt.

Bo på campingplads, hvis du vil bo grønt

Campingpladser er generelt en miljømæssigt god måde at bo på. Mængden af energi til belysning og varme er markant lavere, og gæsterne deles som oftest også om faciliteter som køkken, bad og toilet, hvorved der spares mange ressourcer sammenlignet med et hotel.

Tjek muligheden for privat indkvartering

Der findes mange former for privat indkvartering. Du kan fx vælge at bytte din egen bolig med en bolig i det land, du skal holde ferie i. Der findes bytte- og deletjenester, som du kan søge på nettet.

Brug offentlig transport frem for taxa og shuttle-service

Mange overnatningssteder er placeret tæt på offentlig transport. Det kan derfor være billigere, mere miljøvenligt og nogle gange også hurtigere at tage metro, tog eller bus, når du skal fra lufthavnen til hotellet.