Del cykel, bil eller kør sammen

Publiceret 29-05-2017
Del & Spar Artikel

Der er mange måder at komme fra A til B. Hvad der er smartest afhænger bl.a. af, hvor meget du vil betale, om du skal af sted på et bestemt tidspunkt, og hvor langt du skal.

Her har vi samlet et par gode råd til deleøkonomiske transportløsninger.

Se på de totale omkostninger

Hvis du har brug for at blive transporteret, selv har plads til ekstra passagerer i bilen eller vil låne din ladcykel ud, så overvej de totale omkostninger. Regn forhold som benzinforbrug og slid med og sammenlign med billetpriser, lejeudgift osv. Husk at tænke langsigtet for det mest økonomiske tilbud er afhængig af, hvor tit du skal transportere dig.

Hav styr på forsikringen

Når du låner din bil, cykel eller trailer ud gennem en professionel deleservice, er du ofte forsikret gennem deleordningen. Det er derimod mere usikkert, hvordan du er dækket ved samkørsel eller anden kørsel, hvor der er betaling involveret. Husk derfor altid at tjekke op på forsikringsforhold, før du anvender en deleservice.

Kør flere personer sammen

Det er mest miljøvenligt at gå eller cykle, men hvis du skal på en længere tur, vil kollektiv transport ofte være den bedste løsning for miljøet. Kører du i bil, er det mest miljøvenligt, at I er flere, der kører sammen.