Del kælderrum, lager- eller bagagerum

Publiceret 29-05-2017
Del & Spar Artikel

Du kan dele ekstra plads i kælder, på et lager eller i din bils bagagerum.

Tjek de gode råd til, hvordan du kan blive en del af deleøkonomiens logistikservices.

Tjen penge på at fragte andres pakker

Tager du bilen fra den ene ende af landet til den anden, kan du undersøge, om der er nogen, der skal have en pakke med. Der findes hjemmesider, hvor man kan hjælpe hinanden med at fragte pakker fra A til B både gratis eller mod betaling.

Udlej ekstra opbevaringsplads på loft eller i kælder

Har du rigeligt med opbevaringsplads, kan du tjene penge på at leje pladsen ud til andre. På samme måde kan du også finde et loft eller en garage i nærheden, hvis du selv mangler plads til opbevaring af dine ting. Der findes tjenester på nettet, der formidler kontakten.

Del din parkeringsplads

Især i de større byer er parkeringspladser en mangelvare, men også ved f.eks. stationer i mindre byer kan der mangle p-pladser. Der findes flere hjemmesider, hvor du kan leje din p-plads, carport eller indkørsel ud til andre, der har behov for at parkere i et specifikt tidsrum.

Husk skatteregler

Når du modtager betaling for at fragte ting eller udleje plads, er indtægten skattepligtig. Du kan dog trække udgifter til eksempelvis transporten fra.

Husk at tjekke dine forsikringer

Det er fornuftigt at få styr på, hvordan du er stillet, hvis du kommer til at ødelægge andres ting, mens de er hos dig. Det samme gælder, hvis dine ting går i stykker, mens de er hos andre.