Del overskydende mad

Publiceret 29-05-2017
Del & Spar Artikel

I stedet for at lade maden ende i skraldespanden kan andre få del i de fødevarer, som du ikke får brugt.

Følg rådene nedenfor til at mindske madspildet.

Tjek madvarer med over ”mindst holdbar til” dato

Holdbarhedsdatoen er vejledende, og betyder ikke nødvendigvis, at varen er fordærvet. Og du er velkommen til at spise maden selv eller forære den væk til sultne sjæle. Der findes mange grupper på Facebook, hvor folk bytter og giver madvarer væk, de har fået i overskud.

Etabler deleordninger med dine naboer

Godt madnaboskab kan være mere end ”kan jeg låne en kop sukker”. Det kan fx være hjælp til at købe ind, skiftende maddage eller annoncering om, at man har lavet mere mad, end man kan spise, som andre kan få.

Husk fødevaregodkendelse, hvis du sælger din overskudsmad

Hvis du vil dele mad eller madvarer, og der er penge involveret, skal du overholde en række fødevare- og hygiejneregler. Læs op på reglerne, inden du tager dig betalt.

Køb maden, før butikken smider den ud

Der er mange apps, der kan guide dig til gode tilbud på mad, der er på vej i containeren. Fx er der råvarer, der nærmer sig sidste salgsdato eller mad fra bagerier og buffetrestauranter, som kan fås meget billigt tæt på lukketid.

Del overskudsmad fra fester og højtider

Der er mange sociale organisationer, der tager imod mad fra bryllupper eller årets familiefest. Husk at overholde reglerne for nedkøling af mad, også når du donerer maden væk.