Guide til mindre affald

Publiceret 29-05-2017
Bolig Artikel

Der kan ryge meget i skraldespanden som mad, der kunne have været spist, sammensat emballage, der er svært at genanvende, elektronik, der fortsat virker, og tøj, der ikke er slidt op.

Når vi smider ting ud, spildes der ressourcer. Mindre affald er både godt for miljøet og din pengepung. Følg disse råd om at spilde mindre.

Køb kvalitet

Køb gerne produkter, der kan holde, og som kan repareres. Så behøver du ikke smide ud og købe nyt så ofte. Det sparer affald og er også godt for privatøkonomien. Produkter af god kvalitet egner sig desuden bedre til genbrug eller videresalg.

Lad tingene gå videre

Del, giv, byt, lån, køb brugt og brug lejeordninger. Jo flere der bruger tingene, des færre ting er der brug for.

Brug igen og igen

Brug produkter og emballager, der kan genbruges, og brug gerne dine gamle ting på nye måder.

Oplevelser skaber kun lidt affald

Gå efter miljøvenlige oplevelser, og køb spil, musik og film som downloads. Biografturen eller museumsbesøget skaber kun lidt affald.