Guiden til tag-del

Publiceret 29-05-2017
Del & Spar Artikel

Hvilke af deleøkonomiens muligheder, der er noget for dig, afhænger både af din økonomi og af en række personlige overvejelser.

Lad rådene nedenfor hjælpe dig til at tage stilling til, om du vil tage del.

Overvej hvor besværlig adgangen må være

Dårlig tilgængelighed koster tid og penge, så gør dig klart, hvor besværlig adgangen til et deleprodukt må være. Som tommelfingerregel kan man sige, at jo oftere du bruger produktet, jo mere oplagt er det at eje det selv. Det er en udgift at skulle hente og bringe, og der er som regel også en miljøbelastning forbundet med transporten.

Deleøkonomi kræver fleksibilitet og planlægning

Når du ikke er ejer af en ting, kan du heller ikke frit disponere over brugen. Det er derfor vigtigt at overveje, hvor fleksibel du er i forhold til, hvornår et produkt skal anvendes. Kan du planlægge dit brug, eller opstår dit behov spontant?

Deleøkonomi er som regel social

Deleordninger giver adgang til andres ting og services. Men samtidig følger der ofte et socialt aspekt med. Hvis du skal hente dine ting hjemme hos en privatperson eller have en ekstra passager med i bilen, så er en sludder og måske en kop kaffe tit en del af pakken. Det sætter nogle pris på, mens andre hellere vil være foruden.

Andre har brugt tingene

Der er reelt ingen grænser for, hvilke produkter eller services der kan være en del af en deleordning. Alt fra bolig over boremaskiner til biler eller parkeringspladsen i indkørslen. Det er dog væsentligt at overveje, hvordan du har det med, at andre enten har brugt tingene før dig, eller at andre skal bruge dine ting.

Hvad betyder affektionsværdien?

Dine ting har nogle gange en højere affektionsværdi for dig end den egentlige økonomiske værdi og kan derfor være svær at låne/leje ud. Samtidig kan nogle godt lide at få adgang til ting, der har en historie med sig. Byttemarkeder og andre deleordninger kan være en mulighed, hvis du hører til dem, der foretrækker produkter med sjæl.

Overvej om du har produkter med værdi for andre

Lofter, skabe og skuffer er ofte fyldt med ting, der ikke længere bruges. Måske har du også ting i gemmerne, der kan få nyt liv på deleplatforme og byttemarkeder. På den måde er du med til at sikre, at vi udnytter ressourcerne bedst muligt, og du får ryddet op derhjemme.