Kvalitet holder ofte længere

Publiceret 29-05-2017
Forbrug Artikel

Når vi skal købe nyt, skal vi vælge, om vi køber et kvalitetsprodukt, der oftest er dyrere eller det billigere alternativ.

Tjek rådene og få ideer til, hvordan du får mere kvalitet for pengene.

Køb af kvalitetsvarer kan spare dig penge

De fleste kan godt lide at spare penge, når de skal købe et produkt – og på den direkte prissammenligning kan kvalitetsproduktet ofte blive fravalgt. Tit sparer du dog flest penge i det lange løb ved at vælge kvalitetsproduktet, der ofte er designet til at holde længere. Det gør dem også nemmere at sælge videre, da de ofte holder værdien bedre end dårligt designede produkter.

Køb genbrug og få kvalitet

Kvalitetsprodukter kan ofte findes som genbrugsprodukter til langt under halv pris af, hvad et helt nyt produkt koster. Derfor kan det være en god idé at kigge i genbrugsbutikker, på genbrugsmarkeder og hjemmesider, hvis du gerne vil have kvalitet til billige penge.

Få adgang til høj kvalitet gennem deleservices

Produkter af høj kvalitet kan koste flere penge end lavkvalitetsprodukter. Derfor kan det ofte bedre betale sig for dig at leje produkterne eller dele udgiften til og brugen af produkterne med andre. Dermed kan du få råd til at anvende produkter, der ellers kan være for dyre at købe som eksempelvis fritidsudstyr, værktøj eller sågar biler og både.

Brug primært engangsprodukter når du er på farten

Engangsprodukter er gode til mange ting. Engangsservicen er smart, når du er på farten, ligesom engangsvaskekludene kan være nemme at have i pusletasken. Men mange engangsprodukter kan du erstatte eksempelvis plastikindkøbsposer med indkøbsnet eller engangsemballage med opbevaringsbøtter og glas.