Madpakker, kager og pizza uden skadelig kemi

Publiceret 29-05-2017
Mad Artikel

Der kan være fluorerede stoffer i den emballage, som du bruger til at pakke mad ind i. Fluorerede stoffer er svært nedbrydelige for miljøet, og flere af stofferne mistænkes for at være hormonforstyrrende.

Tjek vores råd til næste gang du bager, smører madpakker eller henter take-away-mad.

Brug svanemærket madpapir og bagepapir

Svanemærket er din garanti for, at der ikke er unødvendig kemi i det papir, du bruger til bagning eller til at pakke madpakker ind i. 

Kig efter svanemærket engangsservice

Når du bruger engangsservice, skaber det ekstra affald og koster penge, som du kan spare ved at bruge dit porcelæn, hvis det kan lade sig gøre.

Opbevar ikke pizzarester i pizzabakken

Du bør tage pizzaen ud af bakken, hvis der er rester tilovers.

Luft ud og gør rent i køkkenet

De fluorerede stoffer blander sig med støv og kan derefter komme ind via luftvejene. Du bør derfor huske at lufte ud i hjemmet og gøre køkkenet rent.