Mindre klimapåvirkning i din hverdag

Publiceret 29-05-2017
Bolig Artikel

Du kan gøre mange små ting for at nedsætte din klimapåvirkning. Læs vores gode råd til, hvordan du gør i dagligdagen.

Genbrug indkøbsposen

Brug gerne en medbragt indkøbspose, når du handler ind – fx en stofpose af bomuld eller en plastikpose – i stedet for at købe en ny pose til varerne hver gang.

Brug en madkasse

Det er en god idé at bruge en madkasse i stedet for at pakke maden ind i stanniol, der er fremstillet af aluminium.

Hæng vasketøj på tørresnor eller -stativ

En tørretumbler bruger meget energi, så tør i stedet dit vasketøj ved at hænge det på en tørresnor eller et tørrestativ, hvis du har mulighed for det.

Sluk for elektronik du ikke bruger

Mange apparater har et højt standby-forbrug. Sluk derfor på kontakten og ikke kun på fjernbetjeningen, hvis du vil spare energi. Du kan også bruge et tænd-sluk-ur for at sikre dig, at produkterne ikke er unødigt på stand-by.

Tag cyklen, hvis du kan

Til kortere ture kan du overveje at tage cyklen i stedet for bilen, hvis du kan. Mange steder kan offentlig transport også være et alternativ til bilen, når du skal på lidt længere ture. Bruger du cykel eller offentlig transport, udleder du mindre CO2, og ofte sparer du også penge ved at lade bilen stå.