Opbevar maden, så den holder længere

Publiceret 29-05-2017
Mad Artikel

Hvis du opbevarer maden rigtigt, så kan den holde længere. På den måde smider du mindre mad ud – og sparer penge.

Her følger en række gode råd til at opbevare og pakke dine madvarer ind, så den holder længere.

Opbevar i lukket emballage

Du kan med fordel opbevare krydderier, ris og kornprodukter i lukkede emballager. Luk poser med elastikker eller klemmer – eller opbevar produkterne i fx patentglas.  

Læg æg, kød, fisk og mejeriprodukter på køl

Sørg for at lægge æg, kød og mejeriprodukter i køleskabet, så snart du kommer hjem fra indkøb. Hvis du bor langt fra supermarkedet eller skal ordne flere indkøb på vejen hjem, kan det være en god idé at medbringe en køletaske til indkøb, så maden ikke bliver varm, inden du når hjem.

Åbn maden når du skal bruge den

Det kan være lækkert at smage på maden og drikken, når man kommer hjem fra indkøb – men overvej, om du bare har brug for en hurtig bid/tørstslukker, og om du har andre ting i køleskabet, der kan dække behovet, inden du åbner varen.