Skab et bedre indeklima

Publiceret 29-05-2017
Bolig Artikel

Indeklimaet har stor betydning for vores sundhed, da vi lever det meste af livet inden døre. Indeklimaet kan være forurenet med mange forskellige kemikalier, som bl.a. afgives fra de materialer, der er anvendt i bygningen og fra de produkter, vi omgiver os med.

Vi har samlet fem gode råd til et bedre indeklima.

Luft ud

Sørg for gennemtræk 2x5 minutter hver dag.

Det er kun en tredjedel af os, som laver gennemtræk flere gange om dagen året rundt. Et vindue på klem giver ikke samme effekt. Udluftning med gennemtræk er vigtigt for indeklimaet.

Hyppig rengøring hjælper 

Fjern gerne støv en gang om ugen, og du kan indrette dit hjem rengøringsvenligt.

Støv i hjørnerne kan indeholde sundhedsskadelige stoffer. En del kemikalier binder sig nemlig til støvet. Det kan især være et problem for små børn, der er tæt på støvet, når de kravler på gulvet. Når børnene sutter på deres fingre, kan de optage sundhedsskadelige stoffer.

Sov ikke med tændt elektronik

Når elektronik er tændt, frigives der en række kemikalier til indeluften. Stofferne kan også binde sig til støv. Specielt i små rum, hvor du sover eller opholder dig meget, kan det give problemer med indeklimaet. Derfor er det en god ide at lufte ud, fjerne støv og slukke apparaterne når de ikke er i brug.

Følg brugsvejledningen

Følg altid brugs- og doseringsvejledninger og undgå at spraye indenfor. Nogle af de højeste og mest sundhedsskadelige koncentrationer af kemikalier i indeklimaet forekommer, når vi bruger produkter forkert. Det bedste er at imprægnere dine nye sko eller sofaen udenfor.

Brug næsen, når du køber nyt

Lugter et produkt, er det formentlig, fordi det indeholder stoffer, som kan blive afgivet i dit hjem. Det kan være kemikalier, der er tilsat, fordi de er nødvendige for, at produktet kan fungere. Men det kan også være vellugtende stoffer såsom parfume, som kun er tilsat for at få produktet til at dufte godt.

Særligt ved indkøb af elektronik, tøj og legetøj kan næsen være en god vejleder. Har du ikke mulighed for at lugte til produkterne, inden du køber dem, skal du sørge for at lufte godt ud, når du pakker dem ud derhjemme. Så undgår du at indånde de kemikalier, som måske har ophobet sig i den tætte emballage