Tjek badevandskvaliteten

Publiceret 29-05-2017
Natur Ferie og fritid Artikel

Ved stort set alle danske strande er badevandet af høj kvalitet. Men forurening af badevandet fra f.eks. alger og spildevand kan i sjældne tilfælde ødelægge fornøjelsen.

Hold øje med skiltene

Se efter skilte på stranden, der fraråder eller forbyder badning. Du kan også orientere dig på kommunens hjemmeside, da alle kommuner løbende skal kontrollere deres badevand og advare de badende, hvis vandet er forurenet, eller der er for store mængder af alger. På kommunens hjemmeside kan du finde en ”badevandsprofil”, som informerer detaljeret om det enkelte badested.

Kig efter dine fødder

Gå ud til knæene og kig på dine fødder. Kan du ikke se dem, kan vandet være så fyldt med alger, at du bør undgå at bade.

Bad ikke ved kraftigt skum i vandet

Kraftigt skum i vandkanten kan være et tegn på, at der er algeopblomstringer.

Vær opmærksom ved voldsomme regnskyl

Længerevarende voldsomme regnskyl kan betyde, at kloakker i visse tilfælde løber over. Undlad derfor at bade umiddelbart efter et voldsomt regnskyl eller hvis vandet lugter af kloak.

Blå flag og badning

Blå flag ordningen administreres af Friluftsrådet, hvor du kan finde mere information om ordningen i linket nedenfor.

EU-badevandskort for alle badesteder

EU udarbejder årligt et interaktivt badevandskort for badevandskvaliteten på alle badesteder i EU. Du kan her zoome ind på kortet og aflæse badevandskvaliteten på hvert enkelt sted – tjek linket nedenfor.