Del tøj, værktøj og babyudstyr

Publiceret 29-05-2017
Del & Spar Artikel

Måske ligger din boremaskine mest i skuffen. Og børnene er vokset ud af tøjet længe før, de har slidt det op. Så kan det være en god idé at dele tingene.

Læs de gode råd nedenfor og undgå overraskelser når du vælger at dele tingene.

Tjek om din forsikring dækker

Når du låner andres ting, er de omfattet af din egen indboforsikring. Lejer du ofte dine ting ud til andre, kan du have brug for at købe en erhvervsløsøreforsikring. Men for de fleste er det først aktuelt, hvis det er organiseret udlejning og sker regelmæssigt. Det kan være en god idé at snakke med dit forsikringsselskab om, hvordan du er dækket.

Del de produkter, som du kun bruger sjældent

At dele produkter kræver af og til lidt ekstra planlægning. Det giver derfor bedst mening at dele produkter, hvor du kan planlægge brugen på forhånd eksempelvis større redskaber eller skiudstyr. Du kan dog også let dele ting med naboen, som du bruger oftere fx en græsslåmaskine eller en støvsuger.

Del produkter med økonomisk eller miljømæssig gevinst

Ud fra et økonomisk perspektiv giver deleøkonomien adgang til produkter, du skal bruge til en særlig lejlighed, og som du ellers ikke ville have råd til. Det kan f.eks. være dyre smykker og biler, en båd eller dyrt tøj. Det er også oplagt ud fra et miljømæssigt perspektiv at dele produkter, der kræver mange ressourcer at producere fx elektronik.