De produkter, man anvender til at behandle overfladerne med, kan også afgive problematiske kemiske stoffer. Det er specielt i starten af møblernes levetid, der kan afgives stoffer, som kan virke generende på bl.a. slimhinderne. Der er tale om meget små mængder, som ikke i sig selv udgør en risiko, men lagt sammen med andre kilder til forurening af indeklimaet kan de føre til, at man får gener. For møbler af træ gælder det, at hårde træsorter som ask, bøg og eg afgiver færrest kemikalier. Træsorter som gran og fyrretræ afgiver mest. Det er især træ, der er overfladebehandlet med syrehærdende lak, olie eller voks, som kan give gener.
Som regel er behandling med vandbaserede produkter (lak eller lim) mere skånsom. Møbler, der er lavet af kunstigt læder, kan indeholde PVC med blødgørende ftalater, som kan skade sundhed og miljø. Kunstigt læder kaldes ofte "nappa", "skai" eller "læderlook".
Tidligere var alt kunstskind lavet af blød PVC. I dag sælges en del af et andet plastmateriale, der er mindre miljøbelastende end PVC. Materialet hedder polyuretan, også kaldet PUR.
Kilde: Miljøstyrelsens tips om møbler