Sådan forlænger du levetiden på dit tøj

Publiceret 29-05-2017
Forbrug Artikel

Tøj er en stor udgiftspost i mange husholdninger, og produktionen af tøj og tekstiler kræver store mængder vand, kemikalier og giver en stor CO2-belastning.

Følg disse råd og forlæng levetiden for dit tøj.

Køb kvalitetstøj, der holder og kan repareres

Køb tøj i høj kvalitet, som er tidløst i designet og kan repareres. Så skal du ikke smide ud og købe nyt så ofte

Køb og sælg second-hand 

Moden skifter hurtigt, men smag og stil er individuel, og du kan ofte både købe og sælge dit tøj som second-hand. Genbrug af tøj sker både gennem velgørenhedsorganisationer, hippe vintage butikker og webshops.

Del og lej tøj

Du kan låne kjoler som i et bibliotek, smokingen kan lejes, og babytøjet kan fås på abonnement og byttes, når dit barn vokser. Hvis du ikke skal bruge tøjet jævnligt, men kun til særlige lejligheder fx en stor fest, behøver du måske ikke at eje tøjet – så kan flere også få gavn af det tøj, som ikke bruges hver dag.

Forær tøjet til velgørenhed

Der er mange organisationer, der sælger dit gamle tøj. Det tøj, der ikke kan sælges i danske genbrugsbutikker, sælges i udlandet. Hvis det er for slidt, sælges tøjet som fibre, som kan erstatte andre ressourcer i produktionen af eksempelvis rengøringsklude.

Der er mange penge at spare ved at låne eller dele tøj. Tøjforbruget til et nyfødt barn kan løbe op i mere end 20.000 kr. det første år, hvis du køber alt fra nyt. Hvis du i stedet låner dig frem til 2/3 af babytøjet, kan du spare op til 13.000 kr.

Det kræver også mange ressourcer at producere tøj. Produktionen af én t-shirt kræver 2.700 liter vand. Det er lige så meget vand, som når man fylder 10 badekar. Derudover kræver tøjproduktion også brug af kemikalier og energi. Der går ½-1 kg kemikalier til at lave én t-shirt.

Du kan derfor både spare penge og ressourcer ved at sørge for, at dit og din families tøj har så langt et liv som muligt. Enten ved at du går med det længe, eller ved at du sender det videre, når du ikke længere kan bruge det.

 

Kilder: Miljøstyrelsens flyer om at dele babytøj og Nordisk Ministerråds  Brug tøjet – Brug hovedet – Skån miljøet

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies
Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Ressourcequiz

Test din viden om ressourceforbrug, affald og genbrug og se om du kan få 13 rigtige.

Billigst for dig at dele eller eje? Test din dele-profil

Svar på 6 spørgsmål om købs- og lejepris på et produkt, så du kan se, om det bedst kan betale sig for dig at eje eller dele.